En af de få priser, som centralbanker og finansministre ikke kan styre, er guldprisen. Sådan har det været i 5000 år. Mennesker i alle kulturer og civilisationer har ment, at guld var en sikker værdiinvestering. Andre har den opfattelse, at guldinvesteringer er risikable og spekulative. Men over for dette synspunkt står et vigtigt og hårdtslående argument: Verdens store centralbanker, der må betegnes som konservative og forsigtige, er begyndt at opkøbe guld. Til trods for de høje guldpriser køber centralbankerne mere guld end tidligere. Og det er særligt de vigtige centralbanker i Kina og Indien, som køber. Det skyldes formentlig mange forhold, herunder geopolitisk usikkerhed, mistillid til USA og dollaren, stigende inflation og stigende statsgæld.

 

I Maj Invest ser vi det som en megatrend, der vil fortsætte i mange år. Og historisk har det trukket mange andre metal- og mineralpriser, herunder særligt sølv, med op i pris. Det har også påvirket indtjeningen i minedrift. De store miner tjener i dag solide overskud og er af mange opfattet som attraktive aktier, der vil følge guldprisen op.

 

Et nyt investeringsområde – guld, sølv og miner – har set dagens lys midt i denne urolige verden.

 

Den gode nyhed på energiområdet er, at teknologiudviklingen ikke kan bremses. Der gennemføres store investeringer i udvikling af atomkraft, fusionsenergi, batteriteknologi, solcelleteknologi og kemisk opsamling af CO2. Det understøttes af effektiv hjælp fra computerberegninger, styrket af AI. I USA er masser af risikovillig kapital sendt denne vej, og resultaterne vil komme i løbet af de næste fem til ti år.

 

I Europa sidder vi lidt fast i vores problem, som er energimangel. Vi importerer mere end 50 pct. af vores energi. Hovedparten af den energi, vi bruger, er brændstoffer, mens elektricitet kun udgør 25 pct. Den grønne elektricitet er let at producere ved brug af vind, sol, vandkraft eller atomkraft. Brændstoffer kan også laves grønt, men de er mindst tre gange så dyre som de fossile brændstoffer. Derfor går udviklingen af grønne brændstoffer langsomt.

 

Når det gælder grøn elektricitet, ser regnestykket meget bedre ud. Grøn elektricitet, lavet i solcelleparker og landvindparker, er i dag det billigste, hvis man måler pr. kilowatt og ser bort fra, at der skal leveres strøm hver dag og i alle døgnets 24 timer.

 

Når en del erhvervsfolk og politikere hævder, at vind- og solbaseret elektricitet er billigere end alt andet, er det ikke hele sandheden. Måske er det rigtigt i dele af Europa, men det er ikke rigtigt i USA og Kina. Her er den fossile strøm stadig langt billigere end den grønne strøm, hvis man medregner systemomkostninger.

 

I Europa er naturgas tre gange så dyr som i USA og Kina. Det betyder, at den fossile elektricitet, lavet på naturgas, bliver relativt dyr i Europa, og det gør den grønne elektricitet relevant i Europa. Man skal dog tillægge sol og vind en del omkostninger til batterier og balancering af elnettet. Når det gøres, bliver sol og vind væsentligt dyrere, men i EU kan det alligevel godt betale sig at opføre sol- og landvindparker. For at undgå store huller i strømmen og nedbrud i elektricitetsforsyningen skal man stadig have 50 pct. af den samlede elektricitet produceret stabilt på store kraftværker, der bruger gas eller uran. Dette er helt overset i den danske debat, fordi vi i Danmark kan importere strøm fra Sverige og Norge, hver gang vi mangler vindenergi.

 

I USA og Kina er billedet helt anderledes. I USA koster naturgassen kun en tredjedel af, hvad den koster i EU. Og i Kina er kulpriserne på samme lave niveau. Derfor kan Kina og USA lave meget billig fossil elektricitet – endda til priser, der er cirka det halve af, hvad den grønne elektricitet koster i EU.

 

Det er derfor lodret forkert, når en række politikere og lobbyister hævder, at grøn elektricitet styrker EU’s konkurrenceevne. Tværtimod fastfryser satsningen på grøn elektricitet vores elektricitetspriser på et niveau, der er to gange højere end det, man har i Kina og USA. Det er muligt, at EU af klimahensyn vælger at producere meget mere grøn elektricitet, fordi der er få alternativer – men det styrker bestemt ikke konkurrenceevnen.

 

Regnestykket ser endnu mere problematisk ud, når man kigger på grøn brint. Det er rigtig dyrt sammenlignet med naturgas. Vi skal bruge grøn brint for at nedbringe CO₂-forureningen, men fordi det er så dyrt, bliver det formentlig alene til flybrændstof, skibe og til de industrier, der ikke har andre muligheder. Ideen om et stort dansk brinteksporteventyr i Nordsøen hænger ganske enkelt ikke sammen. Det vil blive en økonomisk byrde af dimensioner, som vi slet ikke har råd til, når vi skal have et solidt forsvar, en solid sundhedssektor og en velfærdsøkonomi, der fungerer.

Den europæiske våbenindustri er i kraftig vækst.

 

Ifølge Financial Times viser satellitbilleder, at 9,5 mio. kvadratmeter områder knyttet til våbenproduktion har vist stigende aktivitet siden 2020.

 

 

Den annoncerede europæiske oprustning begynder så småt at materialisere sig.

Selvom det sker på en trist baggrund, kan der være positive afledte effekter på europæisk økonomi af det forværrede trusselsbillede mod Europa, herunder:

Det politiske fokus på europæisk oprustning har også afspejlet sig i stærke afkast på især europæiske forsvarsaktier.

 

 

Siden 2023 er europæiske forsvarsaktier mere end tredoblet, og særligt efter Trumps indsættelse er stigningen accelereret. Til sammenligning er amerikanske forsvarsaktier steget knap 25 pct.

 

Udviklingen har dog også medført, at man nu betaler væsentligt mere for en krones indtjening i europæiske forsvarsselskaber end i amerikanske.

 

I Maj Invest vurderer vi, at efterspørgslen efter militært isenkram og teknologi vil fortsætte.

 

Behovet for oprustning i EU er i høj grad drevet af Ruslands invasion af Ukraine og den forværrede sikkerhedspolitiske situation. Mange europæiske lande har i årevis underinvesteret i forsvaret, men krigen har tvunget en kursændring. Målet er at styrke afskrækkelsen over for Rusland, sikre NATO’s østflanke og mindske afhængigheden af USA.

 

 

Investerer du i forsvarsaktier, bør du overveje:

Asiatiske valutaer er markant undervurderede målt ved det ofte anvendte inflationsindeks, som bygger på Big Mac-priser i forskellige lande. Dette indeks er ikke præcist, men det giver et fingerpeg om prisforskellene. Udviklingen afspejler store forskelle i priser og dermed en global ubalance, hvor særligt Kina spiller en nøglerolle. Rigtig mange varer er ”for billige” med hele 40 pct. i Kina. Det samme gælder Vietnam og Japan.

 

 

Big Mac-indekset sammenligner prisen på en Big Mac-burger verden over. Ifølge teorien om absolut købekraftsparitet bør prisen målt i dollar være ens globalt.

 

I Asien koster en Big Mac dog markant mindre end i Europa og USA.

 

Indekset tager udgangspunkt i én vare og afspejler derfor ikke hele økonomiens prisniveau. Det fungerer som en vejledende rettesnor, men giver ikke et fuldstændigt billede af forskelle i købekraft mellem landene. Alligevel har indekset en ret god historik med at afspejle forskelle i købekraft over tid.

 

 

Dollaren er svækket med 11 pct. siden starten af året. Så dollarsvækkelsen er i gang. Det er primært europæiske valutaer, der har tilpasset sig dollaren nu.

 

Som investor kan de undervurderede asiatiske valutaer være interessante – særligt den kinesiske yuan. Kina har stramme kontroller på kapitalbevægelser ind og ud af landet.

 

Kapitalkontrollen afskrækker udenlandske investorer og holder dermed kursen nede. På sigt vurderer vi, at den kinesiske yuan vil styrkes.

 

Investorer bør især være opmærksomme på:

 

Europa er på vej mod et grønnere energisystem. Men vejen dertil er brolagt med høje energipriser.

 

Mens USA og Kina høster gevinsterne af massive investeringer og egne ressourcer, er Europa ramt af mangel på energi – Europa importerer mere end 50 pct. af sin energi. Kina og USA bruger store mængder af kul og naturgas i deres energisystemer. Og i Kina og USA koster naturgas (og kul) kun en tredjedel af prisen i Europa. Derfor kan USA og Kina lave fossil elektricitet, der er langt billigere end den grønne elektricitet, Europa producerer fra sol og vind.  

 

Især havvind skiller sig ud som en dyr satsning. Europa har gjort havvind til en central del af den grønne strategi, men teknologien er fortsat væsentligt dyrere end alternativerne og belaster dermed både forbrugere og virksomheder.

 

 

Omkostningerne til vedvarende energi er faldet markant de seneste 15 år, og sol og landvind er i dag blandt de billigste energiformer.

 

Men selv med faldende priser er det ikke muligt helt at afskaffe fossil energi. Der er høje systemomkostninger ved at balancere elnettet, når sol og vind ikke producerer, hvilket betyder, at gas, kul og olie fortsat er nødvendige.

 

 

Kina dominerer overskrifterne med gennembrud inden for solenergi, batterier og elbiler. Men bag facaden udgør kul stadig fundamentet.

 

Når alle omkostninger – inkl. transport- og systemomkostninger – regnes med, er energiproduktion ved kul i Kina stadig blandt de billigste.

 

En af de vigtigste forudsætninger for økonomisk vækst er adgangen til billig energi.

 

Det er derfor essentielt for europæiske virksomheder med initiativer, der kan sænke energipriserne i Europa.

Dollaren er rygraden i global handel, og USA er centrum for de fleste globale handler. Men når hele verden jager de samme aktiver, øges risikoen for, at et skift kan ramme hårdt.

 

 

Dollaren er altså fundamentet for, hvordan verden handler. Men dominansen stopper ikke ved valutamarkedet.

 

Ifølge Bank of Americas Global Fund Manager Survey har de mest populære handler de seneste ti år alle inkluderet lange positioner i amerikanske aktiver.

 

En væsentlig forklaring på dollarens dominans i global handel er den store tillid til amerikanske aktier og kapitalmarkeder.

Når kapital i så stort omfang strømmer ind i amerikanske aktier, øger det efterspørgslen efter dollar og fastholder valutaens status som den dominerende handelsvaluta.

 

Den høje koncentration og de rekordhøje værdiansættelser gør dog markedet sårbart: når alle lægger deres penge samme sted, øges risikoen for, at store chok hurtigt kan vende stemningen.

Investorer bør være opmærksomme på:

 

USA vil fortsat være udgangspunktet, men de høje priser og koncentrationen øger risikoen.

Frankrig har siden finanskrisen mistet grebet om statsfinanserne. Frankrigs gæld som andel af BNP er vokset langt hurtigere end i resten af euroområdet.

 

 

Frankrig udgør et af de svageste led i euroområdet. Gælden er vokset til et niveau, hvor en troværdig vej nedad er svær at få øje på.

 

En væsentlig årsag er Macrons skattelettelser, der ikke blev ledsaget af udgiftsreduktioner. Samtidig kører landet år efter år med store underskud.

 

En central udfordring i Frankrig er pensionssystemet. Ordningerne er relativt lukrative, og pensionsalderen er lav sammenlignet med andre europæiske lande.

 

Det reducerer incitamentet til at blive længere på arbejdsmarkedet og fastholde en stærk arbejdsstyrke.

 

Budgetbalancen har siden 1970’erne konsekvent været negativ. Normalt er underskuddene gradvist blevet reduceret efter kriser, men efter covid-19 er det ikke sket.

 

 

Samtidig er der massiv politisk modstand imod finanspolitiske stramninger. Forslag til offentlige besparelser mødes med massiv folkelig og politisk modstand. Det har kostet fire premierministre på fem år.

 

Forhøjelsen af pensionsalderen er en af de få reformer, der er blevet gennemført – men kun efter voldsomme demonstrationer, mistillidsvotum, og at Macron gik uden om parlamentet.

 

Den franske reformvilje er svag, og udsigten til øget finanspolitisk disciplin er fortsat ringe.

 

 

 

 

 

 Der sker spændende ting på finansmarkederne, hvor guld og sølv er begyndt at interessere mange investorer.

 

Teknologiaktier trækker en stor del af markedet, og generelt ser det ud til, at markedet er ubekymret over Trumps vægelsind og verserende toldkrige.

 

Ørsted er tilsyneladende på vingerne igen efter i første omgang at have nedkæmpet Trumps ønske om at lukke den danske energivirksomheds amerikanske projekt, der er planlagt til at skulle levere strøm til 350.000 indbyggere i Rhode Island og Connecticut. Men Ørsteds største problem er stadig ikke løst.

 

Jeppe Christiansen og Peter Mogensen kommer i dette afsnit også ind på, at når danske pensionskasser investerer i grøn energi i USA, er det et strålende eksempel på, at markedskræfterne virker.

 

Og til sidst: dronerne kommer – og de kommer til at udgøre et stærkt vækstområde.

 

Har du input eller spørgsmål? Skriv til podcast@majinvest.com