Udviklingen i Kina og Asien
I sidste uge var jeg i Hongkong og mødte en række af verdens største asiatiske virksomheder og betydelige investorer. En ting står lysende klart: De store virksomheder i Asien – inklusive de kinesiske – er forretningsmæssigt og teknologisk meget stærkere, end vi er klar over, og de vokser med en hastighed, der er to til tre gange højere end i Europa. Kina er verdens industrielle ”powerhouse” – og det endda uden væsentlig konkurrence. De har en komplet supply chain lige ved hånden, de har råvarer, de har veluddannet arbejdskraft, og de har energi, der koster en tredjedel af det, vi betaler i Europa. Det er svært at hamle op med. Eller sagt på en anden måde: Man skal som investor have en del af disse asiatiske aktier i sin portefølje.

Jeg er kommet i Kina siden 1985 og har været på investor- og virksomhedsbesøg flere gange årligt i næsten alle år. Det er virkelig imponerende. Og det gælder hele regionen – fra Singapore, Hongkong, Sydkorea og Taiwan til Kina, Indien og nu også ASEAN-5-landene.

Europa har stadig meget mere velfærd, pension, demokrati og frihed. Men økonomisk bliver vi overhalet og udkonkurreret, og det kan på sigt begrænse vores indkomstudvikling og velfærd. Opskriften på at undgå dette er enkel: Den såkaldte Draghi-rapport – som blev offentliggjort sidste år – har beskrevet alt dette i detaljer, og den indeholder endda et helt katalog af løsninger. Vores politikere og regeringer skal have gang i deregulering og investering i billig energi og nyeste teknologi.

Styringsrenterne fortsætter ned – men?
Den amerikanske centralbank har nedsat styringsrenten med 0,25 procentpoint. Dels fordi der er plads til det – den svage vækst gør det muligt – og dels fordi presset fra ”Team Trump” er massivt.

Men nedsættelsen af styringsrenten vil ikke nødvendigvis give fald i obligationsrenterne. De lange obligationsrenter er styret af markedskræfterne, og her er ikke plads til rentesænkninger. Hvis finanspolitikken ikke hænger sammen, er det markedskræfterne, der overtager styringen af de lange renter. Og i USA er vi tæt på det punkt, hvor markedskræfterne bliver det nye magtcenter.

Dette er allerede sket i England og Japan, hvor de lange renter stiger. Faktisk er England i en så dårlig økonomisk forfatning, at økonomien kan risikere at kollapse. Det vil i så fald slå hårdest ud i valutaen. Forvent, at det engelske pund kan komme i næsten frit fald, hvis ikke man snart omlægger den økonomiske politik. Japan vil nok klare sig bedre. Her er den private opsparing så stor, at der er mere manøvrerum.

Mens vi venter på de næste kapitler i fortællingen om det nye USA, kan man som investor overveje en bredere og mere global risikospredning i sine investeringer. Dette kan inkludere investeringer i guld, sølv, mineindustrien og de såkaldte emerging markets. Mere om det i de kommende ugeskrifter.

Præsident Trump har siden sin indsættelse presset på for rentenedsættelser. Det har ført til gentagne angreb på centralbankens uafhængighed.

Rentenedsættelsen er formelt begrundet i svage arbejdsmarkedsdata – ikke i pres fra præsidenten. Det beroliger markedet foreløbigt, men er næppe nok til at behage præsidenten.

Det store spørgsmål er, hvordan udviklingen forløber fremadrettet? I øjeblikket vurderes tre af de 12 stemmeberettigede medlemmer i højere eller lavere grad at støtte Trumps kurs.

Alt tyder på, at Trump vil fortsætte sine angreb på Fed, herunder:

• Forsøg på at fyre medlemmet Lisa Cook.
• Trusler om at afskedige Jerome Powell.
• Indsættelse af den loyale støtte Stephen Miran.

Ved gårsdagens beslutning var det dog kun Miran, der argumenterede for en større rentenedsættelse end besluttet.

Foreløbigt vurderer vi, at centralbanken agerer uafhængigt – og vi forventer, at det vil fortsætte. Men med et vedvarende politisk pres er uafhængigheden skrøbelig, og risikoen stor.

Investorer bør være opmærksomme på:

• Tab af Feds uafhængighed kan føre til finansiel uro.
• Feds beslutninger påvirker investorer globalt.
• Forvent en vis turbulens på de amerikanske markeder.
• Global risikospredning er det bedste værn mod usikkerheden.
• Ikke mindst guld er relevant.

Guld spiller en stadig større rolle i centralbankernes porteføljer og nåede for nylig en ny milepæl.

Ædelmetallets andel af de globale valutareservers samlede værdi overstiger nu centralbankernes beholdning af amerikanske statsobligationer.

 

Med markedsuro, handelskrig og voksende geopolitiske spændinger søger både investorer og centralbanker mod guld. Amerikanske statsobligationer vakler som sikker havn, og der er udsigt til endnu højere statsgæld - både i USA og globalt.

Samtidig betragter mange lande guld som et aktiv, der, modsat andre, ikke kan indefryses og dermed sanktioneres.

Så længe den globale usikkerhed stiger, vil guldprisen stige. Der kan dog sagtens være store udsving undervejs.

Udviklingen understreger:

• Investorinteressen for guld ventes at fortsætte.
• Centralbankers guldfeber holder hånden under prisen.
• Eksponering mod guld kan reducere risikoen i aktie- og obligationsporteføljer.
• Læs mere om investering i guld, sølv og miner på majinvest.dk.

 

 

Der er ikke kobberminer nok i verden til at dække den voksende efterspørgsel. Yderligere er kvaliteten af den tilbageværende kobbermalm ringere, og udvindingen er mere omkostningstung end tidligere. Det gør kampen om adgang til kobber stadig hårdere.

Ifølge en analyse fra IEA vil udbuddet af kobber i 2035 være 30 pct. lavere end efterspørgslen, hvis der ikke tages nye initiativer til at udvide produktionen.

For at udbud og efterspørgsel kan mødes, bliver kobberprisen nødt til at stige betydeligt.

Et forventet underudbud gør eksponering mod kobber til en interessant case for investorer.

• Lavt udbud i forhold til efterspørgsel kan løfte kobberprisen.
• Højere kobberpriser styrker indtjeningen i mineselskaber.
• Eksponering mod kritiske mineraler kan give fornuftig risikospredning.
• Kobberprisen har været gradvist opadgående siden 2016.
• Vær opmærksom på, at kobberprisen er konjunkturafhængig.

 

Udviklingen i de japanske renter skyldes flere faktorer. Den vigtigste er inflationen. Både den samlede inflation og kerneinflationen ligger over 3 pct. og er dermed et godt stykke fra Bank of Japans (BoJ) målsætning på 2 pct.

Det sker efter år med lav inflation og perioder med deflation.

Men det billede er nu vendt. For tredje år i træk ligger inflationen over målet på 2 pct., blandt andet drevet af vedvarende prisstigninger på ris. Det har fået BoJ til at hæve renten og reducere sine enorme beholdninger af japanske statsobligationer.

Og der er forventning om yderligere rentestigninger fra BoJ.

Foruden inflation bliver de japanske renter også presset op af den enorme statsgæld. Rentebetalingerne på gælden, der udgør over 200 pct. af BNP, kan hurtigt vokse eksplosivt, når renterne stiger.

Den høje statsgæld skyldes mange års lav vækst kombineret med lave renter og et højt offentligt forbrug.

Den japanske gæld er i høj grad finansieret af japanske investorer. Gældsniveauet anses derfor ikke for at være lige så kritisk som f.eks. det amerikanske, der i langt højere grad er finansieret af udenlandske investorer.

Sidst, men ikke mindst, er investorerne blevet bekymrede, efter premierminister Shigeru Ishiba trak sig. Frygten er, at hans efterfølger vil lægge pres på for at øge det offentlige forbrug – noget, Ishiba var imod.

Konsekvens for investorer:

• Rentestigninger får japanske investorer til at søge hjem.
• Japanske investorer har store beholdninger af udenlandske obligationer.

Et japansk salgspres kan sende globale renter op. Når verdens største kreditor vender hjem, kan det mærkes langt ud over Japans grænser.