Global økonomi er som en supertanker
Den globale vækst er langt mere stabil, end vi er klar over. Ser vi bort fra verdenskrigene, har der kun været to alvorlige globale recessioner i løbet af de sidste 100 år. I øjeblikket vokser den amerikanske økonomi med omkring 2 pct. om året, og den globale økonomi med 3 pct. om året. I EU halter vi bagefter, men snart vil Tyskland sætte farten op på grund af Mertz’ store investeringsprogrammer. Måske vil væksten i EU overhale væksten i USA om et par år.

 

Trumps politik vil næppe ændre dette billede. Senest har en retsafgørelse i New York sået tvivl om, hvorvidt det er lovligt, at præsidenten på egen hånd kan fastsætte nye toldsatser ved hjælp af præsidentielle dekreter. Domstolene skal nu afgøre, om toldsatserne i stedet skal godkendes af Kongressen, før de kan træde i kraft. Det kan udvikle sig til en langstrakt affære for Trump-regeringen at få toldsatserne forhandlet, godkendt og gennemført.

 

I Maj Invest vurderer vi, at USA til sidst får tolden implementeret med gennemsnitlige satser på omkring 10-15 pct. Det var faktisk præcis dette niveau, som investorerne i finansmarkederne forventede, før Trump gik i gang. Igen viste det sig, at aktiemarkedet er et ufatteligt godt barometer for, hvad man økonomisk kan forvente. Aktiemarkedet så rigtigt allerede i starten af januar.

 

Financial Times bragte den umiddelbart glædelige nyhed, at EU er tæt på at nå sit mål for CO2-reduktion. Desværre får det globale klima ingen reel glæde af dette store ”fremskridt”. Vi har nemlig næsten udelukkende nået målet ved at flytte CO2-forureningen ud af EU.

 

EU har outsourcet en stor del af den energitunge industriproduktion – herunder produktionen af tunge batterier – til Kina og andre emerging markets. Samtidig lukker vi i stigende grad ned for Europas egen energiproduktion og importerer nu over halvdelen af vores energiforbrug. Det gælder især energi fra fossile kilder som kul, olie og naturgas – herunder flydende naturgas fra Texas, som udvindes ved fracking.

 

Så i EU er vi stadig stærkt afhængige af fossil energi, selvom vi har flyttet en stor del af forureningen ud af unionen. Vores forbrug består i stigende grad af produkter med et højt CO2-indhold, som bliver produceret, fløjet og sejlet til Europa. Med andre ord: Det globale klima ser på vores adfærd og konstaterer, at vi reelt stadig forurener lige så meget CO2 – selvom vi på papiret har reduceret udledningerne. Samtidig har vi svag økonomisk vækst, hvilket også bidrager til et lavere energiforbrug.

 

I en globaliseret verden kan man ikke løse globale klimaproblemer ved at regulere regionalt. Det svækker blot konkurrenceevnen og flytter industri og vareproduktion til de lande, der har adgang til billig fossil energi. Husk, at fossile brændsler stadig udgør 80 pct. af det globale energiforbrug. Det er rigtigt, at grøn strøm mange steder er blevet billig, men grønne brændsler er stadig præcis 3,9 gange dyrere end fossile brændsler. Derfor er overgangen til grøn energi gået i stå. Det er kernen i problemet – og ingen taler om det. Næste gang vil jeg skrive lidt om, hvilke løsninger der kan ændre på det.

Tilbage til start. Og alligevel ikke. Det er den aktuelle status på Trumps toldkrig mod verden, hvor usikkerheden om betingelserne for samhandel med verdens vigtigste økonomi ingen ende synes at have.

 

USA’s føderale handelsdomstol dømte forleden en række af de toldsatser, Trump har annonceret i sin anden præsidentperiode, til at være i strid med den amerikanske forfatning. Dommen betyder i princippet, at de fleste toldforhøjelser skal rulles tilbage. Men da Trump-regeringen har anket dommen og fået udsat afgørelsen, gælder toldsatserne fortsat, indtil en appeldomstol og højesteret har truffet sin afgørelse.

 

Den føderale handelsdomstol er uenig med Trump i, at USA’s handelsunderskud udgør en national sikkerhedstrussel, som ellers har været regeringens hjemmel til at indføre toldsatserne uden om Kongressen.

 

Hvis dommen stadfæstes, er det bl.a. følgende satser, der skal rulles tilbage:

• 10 pct. generel told på import af varer fra næsten alle andre lande.
• Landespecifik gensidig told.
• Told rettet mod Kina, Mexico og Canada som følge af den amerikanske fentanylkrise.

• Told indført mod Kina under Trumps første regeringsperiode.
• Told på 50 pct. indført på stål, aluminium og bildele.

Regeringen vil sandsynligvis tage sagen til USA’s højesteret, hvis appeldomstolens afgørelse ikke går dens vej. Her kan det dog blive en udfordring, at Højesteret under Biden skabte præcedens for, at føderale myndigheder ikke kan træffe vidtrækkende politiske og økonomiske beslutninger uden en klar bemyndigelse fra Kongressen.

 

Hvis Højesteret underkender nødsituationstolden, har Trump dog andre muligheder for at indkassere det ønskede toldprovenu, men de er mere krævende. Og uanset hvordan man vender og drejer det, har USA’s modparter i en rum tid frem ikke noget sikkert grundlag at etablere handelsaftaler ud fra. Mest sandsynligt er det dog, at Trump finder en vej til toldsatser på omkring 15 pct. i gennemsnit.

Det er nærmest en underdrivelse at kalde Nvidias nyeste regnskab imponerende. Når et selskab på bare fem år øger den kvartalsvise omsætning med mere end 1300 pct., er det ikke bare opsigtsvækkende – tech-giganten bag verdens mest efterspurgte AI-chips synes at være i en liga helt for sig selv.

Med en omsætning på over 44 mia. dollar og en nettoindtjening på næsten 19 mia. dollar i ét enkelt kvartal sætter Nvidia helt nye standarder for, hvad vækst i AI-sektoren betyder i praksis. Samtidig slår selskabet analytikernes forventninger kvartal efter kvartal – og aktiekursen stiger tilsvarende.

 

 

Nvidias vækst skyldes især den voldsomme efterspørgsel på de avancerede AI-chips, som bruges i stort set alle datacentre og modeller inden for kunstig intelligens. Selskabet har i dag over 80 pct. af markedet for AI-træningschips, hvilket er tæt på at være et de facto-monopol.

 

Derudover begynder Nvidias software og økosystem at give mersalg. Kunderne køber ikke bare chips, men hele løsninger. Det gør Nvidia endnu mere uundværlig i den globale AI-infrastruktur – og kan sammenlignes med Googles dominans i søgning eller Microsofts rolle i styresystemer.

For to uger siden valgte kreditvurderingsbureauet Moody’s at pille en stjerne af USA’s finansielle skulderklap. Supermagten røg ned fra øverste hylde til næstbedste placering på kreditbarometeret.

• Nedjusteringen af USA’s kreditværdighed skyldes bekymringer for den voksende statsgæld.
• Gælden vil få endnu et nøk op, hvis Trumps skattepakke, "One, Big, Beautiful Bill", bliver til lov. 

 

Hvis finansielle aktører vurderer, at der er større risiko forbundet med at låne penge til den amerikanske stat, vil efterspørgslen efter amerikanske statsobligationer falde. Det kan betyde, at staten må betale højere renter på sin gæld.

 

I sidste ende kan det smitte af på de renter, som amerikanske virksomheder og husholdninger skal betale på deres lån. Med andre ord kan konsekvensen blive, at det bliver dyrere at være amerikaner – stik imod, hvad Trump har lovet. Trump kan ikke ignorere markedsmekanismerne uden konsekvenser.

 

Igen og igen har det runget fra præsidentens læber: "Drill, baby, drill."

 

Ingen har siden valgkampens begyndelse været i tvivl om Trumps ønske om at øge den amerikanske produktion af olie, ligesom han synes besat af at få olieprisen ned.

 

Og selv om det skyldes alt muligt andet end Trumps politik, er olieprisen faktisk faldet fra omkring 80 dollar til 63 dollar pr. tønde siden januar, hvor han blev indsat som præsident.

 

En lavere oliepris kan tage toppen af inflationen i USA. Men under overfladen ulmer en større trussel. Det er nemlig en dyr fornøjelse at udvinde amerikansk skiferolie. Når priserne er i bund, begynder producenternes bundlinje at bløde.

• Små olieproducenter kan ikke tjene penge med den nuværende oliepris.
• Mellemstore producenter rammer smertegrænsen ved 50–55 dollars pr. tønde.
• Selv de store olieproducenter bløder, hvis prisen falder til 40–50 dollars pr. tønde.

 

Konsekvensen er tydelig: De små producenter trækker i bremsen, der skæres i produktionen og investeringerne tørrer ud.

 

Så nok har Trump fået sin billige olie – men regningen lander i de amerikanske oliefelter. Og her har de mere at bekymre sig om. OPEC har nemlig besluttet at skrue kraftigt op for produktionen de kommende år – og det vil presse de amerikanske producenter yderligere.

 

Som om det ikke var nok, banker en ny hovedpine på døren. De stigende importtoldsatser rammer også olieproducenterne hårdt – især når det gælder priserne på stål til borerør, foringsrør og tanke. Det risikerer at gøre en i forvejen omkostningstung produktion endnu mindre lønsom.