Trump ramte den kinesiske mur
Kinas økonomi og erhvervsliv står langt stærkere, end mange forestiller sig. Landet har opbygget en produktionsskala uden sidestykke og fører inden for alt fra industriproduktion, grøn energi, teknologi, robotter, droner, skibsbygning og adgang til metaller og råvarer. Dertil kommer en stor og kvalificeret arbejdsstyrke, et stort antal ingeniører og universitetsuddannede samt en global topplacering i antal patenter. Gennem årtiers opsparingsoverskud har Kina oparbejdet betydelige valutareserver – og landet råder i dag over både en avanceret militærindustri og egen rumfartskapacitet.

 

Alt dette giver Kina betydelig forhandlingsstyrke – og det har de netop demonstreret. Det var Trump, der tog initiativ til at genoptage dialogen om handelskrigen (læs: han var reelt tvunget til at forhandle). I denne uge blev der opnået en aftale mellem USA og Kina – læs mere om den i dette ugeskrift.

 

Og det er godt for verden, at Trump ikke kan gøre alt, hvad han vil. Det er Kina, som sikrer, at vi får et nyt balancepunkt i den globale handel. Ingen i USA eller EU kunne stoppe Trump. Førsteudfordreren er Kina.

 

I Europa lever vi stadig i en velfærdsboble, hvor mange betragter velfærd som en selvfølge. Vi diskuterer mere ferie, tidlig pension, længere barsel og maksimal støtte til sundhed og alderdom – men sjældent, hvor pengene skal komme fra. Indtægterne antages nærmest at opstå af sig selv.

 

Samtidig står EU over for massive udfordringer: krig i Europa, skærpet konkurrence fra Kina og en tidligere allieret i USA, der trækker sig tilbage. Vi må nu klare os selv. Og det kan vi – men det kræver hårdt arbejde, store investeringer og en klar prioritering af erhvervslivets vilkår og konkurrenceevne over alt andet.

 

Det er let at miste tålmodigheden med den danske politiske debat. Når samtalen drejer sig om Søren Gades bestyrelsespost – som han både passer og fortjener – virker perspektivet snævert. Når klimapolitikken reduceres til spørgsmålet om, hvorvidt gasfyr skal udfases i 2035 eller lidt senere, fremstår det uambitiøst. Og det bliver for alvor trættende, når havvind- og solenergi fremstilles som løsningen på både vores konkurrenceevne og energisikkerhed.

 

Det er ganske enkelt ikke rigtigt, hvis man ser på de faktiske forhold: Vind- og solenergi bliver markant dyrere, når de skal dække mere end en fjerdedel af strømforbruget. De skaber højere omkostninger, reduceret konkurrenceevne og stiller enorme krav til infrastruktur og energilagring, fordi de er ustabile og ikke kan levere konstant. Europa – og Danmark – har brug for realisme. Vi må forstå de tekniske og økonomiske vilkår i "jernindustrien", ikke bare diskutere symbolpolitik. Heldigvis står dansk erhvervsliv stærkt på energiteknologi. Det er virksomheder som Danfoss, Grundfos, Vestas, European Energy og Topsoe, der reelt kan bidrage med løsninger på klimaudfordringen – ikke politiske skåltaler.

Efter måneders kold luft og urokkelig stædighed i toldkrigen mellem USA og Kina blev alt vendt på hovedet under et møde i Geneve i weekenden. Nu er paraderne – forstår man - sænket, og toldsatserne ikke alene falder - de styrtdykker med hele 115 procentpoint.

Den gennemsnitlige toldsats på 14,4 pct. var imidlertid ingen overraskelse. Den havde markedet luret længe før Trumps såkaldte Liberation Day – for uanset hvor højt en præsident råber, vil ingen leder tage ansvaret for tomme hylder og dyrere dagligvarer på sin kappe.

 

Vi er nu landet, hvor vi hele tiden var på vej hen – men først efter en dyr og skadelig omvej.

 

 

Opblødningen mellem de to toldkombattanter betyder, at risikoen for recession i USA nu er aftagende – og det er guf for markederne. Men toldsatserne er stadig skyhøje, så der er grund til at tøjle glæden. Faktisk skal vi helt tilbage til 1940 for at finde en gennemsnitlig effektiv told over 14,4 pct., så vi befinder os fortsat i ukendt terræn, langt fra ’business as usual’.

 

Hvis tolden bliver hængende på nuværende niveau, vil det stadig koste dyrt: Vi får lavere vækst, inflationen stiger, og dollaren bliver svækket – og aktierne vil ikke stige i samme takt som i en verden uden toldsatser.

 

Alligevel ånder markedet lettet op. Forhandlingerne har bragt den klarhed, man har manglet, og signalet er tydeligt: Den amerikanske regering vil – alligevel – ikke sende økonomien i gulvet. Det beroliger investorerne, så den umiddelbare reaktion er et stigende aktiemarked og en styrket dollar.

 

Man bør spørge sig selv, hvad der har fået præsident Xi til at acceptere det nye regime? Dels ved han, at Trump skal have noget med hjem, der minder om en sejr. Dels er sikkerhed bedre end usikkerhed for Kinas eksporterende virksomheder. Og dels kan han – hvis han vurderer, at toldsatserne trods alt er til at leve med - bedre trække kineserne gennem svære tider end en leder, som skal vælges ved demokratiske valg?

De olieproducerende OPEC-lande har ændret kurs og begynder nu at skrue op for produktionen. Det sker i kølvandet på, at USA med rekordfart har taget store markedsandele de senere år. Samtidig er olieprisen bemærkelsesværdig lav, hvilket ser ud til at være et tegn på et strukturelt skifte i oliemarkedet.

• USA er i dag verdens største olieproducent og øger fortsat produktionen.
• USA producerer 18 pct. af verdens samlede produktion.
• Saudi Arabien er nummer to med 13 pct.
• OPEC-landenes markedsandel er faldet fra 43 pct. i 2008 til 35,4 pct. i 2023. 

På den ene side er kampen om de globale markedsandele på oliemarkedet intensiveret, og USA har med sin fracking-teknologi taget førertrøjen som verdens største olieproducent.

 

Men amerikansk olieproduktion er blandt verdens dyreste med produktionsomkostninger på over 40 dollar pr. tønde olie. Til sammenligning kan en tønde olie i Mellemøsten typisk produceres til under 15 dollar pr. tønde. Hvis olieprisen bliver for lav, er det altså de amerikanske olieproducenter, der først må dreje nøglen om.

 

Ikke desto mindre ønsker USA’s præsident Trump, at oliepriserne holdes nede, fordi det kan være med til at sænke inflationen og dermed styrke de amerikanske forbrugerne og industrien. Det ændrer dog ikke på, at han dermed først og fremmest kommer til at presse USA’s egen olieindustri.

 

OPEC prøver at mase konkurrenterne i USA. Og i tillæg skræmmer de producenter blandt dem selv, som overproducerer.

 

Hvis denne udvikling fortsætter, kan vi se ind i en ny virkelighed, hvor olieprisen vil svinge omkring et strukturelt lavere niveau, end vi ellers har vænnet os til i årene efter covid. Og det kan potentielt ændre fundamentalt på energisektorens investeringsvilkår.

 

Kina er godt på vej til at sætte sig solidt på det globale marked for batteriproduktion – som vel at mærke bliver et uhyre vigtigt marked i årene frem, både når det gælder teknologiudvikling, klima, investorfokus, strategi og geopolitik.

 

Og alt imens de europæiske batteriproducenter kæmper med konkurser og forsinkelser i produktionen, har kinesiske CATL sat sig for at hente 4 mia. dollar i ny aktiekapital, som skal gå til at udvide kapaciteten i Europa.

 

CATL er i forvejen verdens største batteriproducent. Med 38 pct. af klodens samlede batteriproduktion er selskabet således markedsleder foran blandt andet koreanske LG og kinesiske BYD.

I Europa kæmper producenterne derimod med opstartsvanskeligheder. For eksempel måtte den svenske batteriproducent Northvolt i år indgive konkursbegæring, og flere andre europæiske projekter er enten udskudt eller nedskaleret.

 

 

Investorer skal notere sig, at batteriproduktion bliver en strategisk nøgleindustri. Ikke kun for klimaet, men også for geopolitik og konkurrenceevne. I dag produceres over 75 pct. af verdens batterikapacitet i Kina, og hvis den udvikling fortsætter, kan Kina ende med at sidde tungt på både nøgleteknologi og produktionsstyrke inden for den grønne omstilling.

En symbolsk togrejse i hjertet af Europa kan vise sig at få stor betydning. Storbritanniens Keir Starmer, Tysklands Friedrich Merz og Frankrigs Emmanuel Macron mødtes i sidste uge på skinnerne i Europa – ikke blot for at snakke, men for at signalere en ny vilje til samarbejde.

• Macron og Merz taler om fælles investeringer i forsvar og energi.
• Tyskland og Frankrig udgør 40 pct. af EU’s økonomi.
• Starmer ønsker tættere økonomisk samarbejde mellem EU og UK.
• De første tegn på økonomisk genrejsning er synlige i Europa.