Endelig en europæisk politiker med format – Christine Lagarde - som kan sætte perspektiv på Europas muligheder. Lagarde er ikke hvem som helst. Hun har været direktør i IMF, en effektiv finansminister i Frankrig og siden 2019 chef for ECB og dermed forvalter af europæisk pengepolitik. Hun ved, hvad hun taler om. Hun har gjort sig til talskvinde for en imødekommende og klar strategi over for Trump. EU bør købe sin naturgas i USA (i stedet for at købe den i Qatar), og samtidig bør EU tilbyde at købe mange flere amerikanske produkter, herunder militærudstyr.

 

Ugens mest bizarre sag var statens køb af 59 pct. af aktierne i Københavns lufthavn for 32 mia. kr. – en aftale, som Folketingets Finansudvalg kun fik 19 timer til at tage stilling til. Lufthavnen, der med nød og næppe kan indtjene 1 mia. kr. om året, har man værdiansat til mere end 50 mia. kr. Det svarer til et afkast på knap 2 pct. årligt. Lufthavnen har endda en gæld på 10 mia. kr. og har næppe mulighed for at udbetale udbytter, da man skal investere meget i de kommende år. Kontrollen havde staten i forvejen via koncessionen og som den største aktionær med 39 pct. Hvis man havde fastsat prisen til det halve, ville afkastet være 4 pct. p.a., hvilket stadig er for lavt i forhold til et aktiemarked, der handler til afkast omkring 5-6 pct. p.a. målt på denne måde. Men hvorfor skulle staten overhovedet købe de aktier?

 

Og skal man vurdere regeringens (lidt bizarre) brug af statens midler i et større perspektiv, kan to andre eksempler tjene til illustration af dette.

 

Regeringen brugte flere uger på at forhandle et finanslovsforlig med en samlet forligspakke på kun 500 mio. kr. for hele 2025. Man kunne i den sammenhæng åbenbart ikke finde penge til psykisk syge og mennesker med handicap. Også forsvarsforliget tog lang tid at forhandle. Her var der grundet verdens krige og ulykker enighed om at bruge op til 14 mia. kr. årligt frem mod 2033.

 

Det er i dette lys meget svært at se logikken i at købe lufthavnsaktier for 32 mia. kr. Måske er det på tide, at man får lidt mere respekt for brugen af statens midler.  

USA's kommende præsident, Donald Trump, truer med at forhøje toldsatsen på varer og tjenester fra Europa. Et ”told”-modsvar vil komme fra Europa-Kommissionen, som har ansvaret for EU's handelspolitik. Men frem for at eskalere konflikten ved tilsvarende at øge toldsatserne på varer importeret fra USA kan Kommissionen med fordel række hånden frem og tilbyde at købe varer fra USA, som Europa har hårdt brug for. Det kunne for eksempel være flydende naturgas, LNG.  

Chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Christine Lagarde, anfører således i et interview med Financial Times, at ingen vil nyde godt af en øje for øje-taktik i forhandlinger om nye toldsatser. En model, hvor EU kommer amerikanerne i møde ved at forpligte sig til at købe en række varer, som Europa alligevel har hårdt brug for, vil ud fra et økonomisk perspektiv være en bedre løsning.

 

LNG er et oplagt område at øge samhandlen. Europa er stadig afhængig af import af gas fra Rusland og lande som Oman og Qatar. Med tanke på den geopolitiske situation og energisikkerhed generelt virker USA som en langt mere fornuftig handelspartner. Særligt, hvis det kan formilde de økonomiske konsekvenser af en handelskrig.

 

Der er langt mellem de positive historier om Europa for tiden. Tysk økonomi – og særligt den tyske industri – er presset, den franske gæld trækker overskrifter, og krigen i Ukraine har snart stået på i to år. Der begynder dog at opstå små lyspunkter, som tyder på, at sortsynet omkring Europa snart vil bløde lidt op.

Aktiviteten i den globale industri har længe været underdrejet, blandt andet fordi varelagrene har været ekstremt store i kølvandet på covid-19. Nu er varelagrene igen lave, og efterspørgslen ser ud til fortsat at være solid. Det er tegn på, at produktionen nu igen skal stige, og det giver bedre tider for industrien. Det kan bidrage positivt mange steder i Europa, men især vil det gavne Tyskland.

 

Derudover ser forbrugerne i Europa ud til fortsat at være modstandsdygtige. I løbet af de seneste 12 måneder er privatforbruget vokset omkring 2 pct. Det er ikke voldsomt, men bestemt et lyspunkt i forhold til de mange negative perspektiver.

 

Set over en bred kam har grønne aktier oplevet modvind de seneste tre år. Det skyldes især, at mange virksomheder, der arbejder med grøn omstilling, er særligt rentefølsomme. Deres pengestrømme er ofte knyttet til projekter, der strækker sig langt ud i fremtiden, og de højere renter ændrer forudsætningerne for mange af de projekter.

Særligt aktier inden for energiinfrastruktur – såsom kabelleverandører, producenter af transformatorer samt producenter af udstyr til elektrificeringen – har klaret sig bedre. Det skyldes blandt andet, at deres forretning har været mindre afhængig af politiske luner, når det gælder grønne investeringer. Investeringer i forbedringer af elnettet er aktuelle på globalt plan, uanset hvad kilden til elektriciteten er. Det er dog vanskeligt at spå om, hvilke specifikke virksomheder inden for sektoren der vil klare sig godt i fremtiden. Derfor bør man investere bredt i et diversificeret investeringsprodukt frem for at udse sig enkelte favoritter.

 

Med valget af Trump som USA’s kommende præsident er fremtiden for de grønne aktier blevet endnu mere usikker. Men da præsident Bidens grønne finanspakke, IRA, kommer mange republikanske stater til gode, bliver den formentlig ikke rullet 100 pct. tilbage. I stedet skal man måske se lidt bredere på de grønne investeringsmuligheder.

 

Syriens præsident Bashar al-Assad er i løbet af weekenden trådt tilbage, og landet er nu under kontrol af en militant islamisk oprørsgruppe. Det sker oven på mere end 13 års borgerkrig, der har været hård for den syriske økonomi. Men global økonomi kommer næppe til at mærke de store konsekvenser af situationen i Syrien.

Selvom borgerkrigen i Syrien har haft store politiske og menneskelige konsekvenser, er effekten af dens ophør økonomisk set stærkt begrænset. Det skyldes, at Syriens økonomi er forsvindende lille ift. både øvrige mellemøstlige lande og særligt de vestlige økonomier, der fylder væsentligt mere på de finansielle markeder.

 

Typisk vil store konflikter i Mellemøsten kunne påvirke olieprisen, men siden i fredags er olieprisen kun steget med 3,3 pct., og den er endnu på et lavt niveau ift. det forgangne år. Der er derfor ingen grund til bekymring for vidtrækkende konsekvenser for energipriserne eller øvrige områder af de finansielle markeder.

 

Borgerkrigen har ødelagt Syrien og sendt mange mio. syrere på flugt. Mange af dem begynder at vende tilbage til landet nu, og derfor vil en genopbygning af landet formentlig blive aktuel inden længe. Det kan gavne virksomheder inden for byggeindustrien, men det vil afhænge af en tilstrækkelig finansiering bag genopbygningsindsatsen.

 

Situationen i Mellemøsten, Trumps politiske udspil og elendigheden i tysk økonomi. Der er mange centrale faktorer, der viser, hvor global økonomi er på vej hen. Den vigtigste faktor er dog uden sammenligning den amerikanske forbrugers tilstand, og her viser tal fra den nyligt afviklede thanksgiving-weekend, at de amerikanske forbrugere stadig er i rigtig god form:

Det er ikke kun i forbindelse med thanksgiving, at de amerikanske forbrugere har haft gang i pengepungen. De seneste år har væksten i det private forbrug stabiliseret sig på omkring 5 pct. årligt. Justeres det for inflation, svarer det til en vækst på omkring 2-3 pct. årligt. Da privatforbruget i USA står for omkring to tredjedele af det amerikanske BNP, er forbrugerne derfor hovedårsagen til, at amerikansk økonomi har oplevet en stabil vækst på omkring 3 pct. årligt de senere år.